Ringsted: To unge sprinter væk fra brand i industrikvarter

Politiet mistænker fredag aften, at en brand i et industrikvarter kan være påsat. Flere udrykningskøretøjer er på stedet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fredag aften klokken 20.26 modtaget en anmeldelse om brand i et industrikvarter på Thorsvej 3 i Ringsted.

Derfor er flere brandbiler og politibiler hastigt rykket ud mod stedet, hvor man ankom få minutter senere.

Ifølge den indledende anmeldelse mistænker politiet, at branden kan være påsat. Det skyldes, at vidner har set to unge løbe fra stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet søger efter spor på stedet

Fremme på adressen kunne beredskabet hurtigt erklære situationen under kontrol. Det skete, før flammer fik fat i større dele af bygningen.

Det er nu en opgave for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring branden.

Ingen personer er kommet til skade.

Tidligere i dag rykkede politi og brandvæsen talstærkt ud til meldinger om brand i fagforeningen 3F – her er beredskabet flere timer efter stadig til stede.