Ringenes Herre-serie vender tilbage med to nye film

Den første af to nye film baseret på “Ringenes Herre” vil have Gollum som omdrejningspunkt og udkommer i 2026

Snart kan du se mere til Frodo Sækker, Gandalf og Gollum. To nye film i “Ringenes Herre”-serien er nemlig på vej.

Det fortæller Warner Brothers administrerende direktør, David Zaslav, torsdag, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den første af de to film får premiere i 2026 og vil have karakteren Gollum som omdrejningspunkt. Arbejdstitlen er “The Lord of Rings: The Hunt for Gollum”.

Andy Serkis, der spillede Gollum i filmene trilogien fra 2001, 2002 og 2003, vil vende tilbage i rollen som det lille væsen, der er blevet opslugt af Herskerringens onde kræfter. Han vil desuden også instruere filmen.

Peter Jackson, der instruerede de tre første film, vil være producer på filmene.

Filmene er baseret på værkerne af samme navn af forfatteren J.R.R. Tolkien og finder sted i Midgård, hvor der bor elvere, hobitter, mennesker, orker og mange andre væsener.

De tre første film indbragte omkring seks milliarder dollar – i omegnen af 41,5 milliarder kroner – i billetindtægter. Den sidste film i trilogien – “Kongen vender tilbage” – vandt 11 Oscars.

Også Tolkiens værk “Hobitten” er blevet filmatiseret i en trilogi. Værket handler om, hvordan Frodo Sækkers onkel Bilbo Sækker fik fat i Herskerringen.

De tre “Hobitten”-film udkom i 2012, 2013 og 2014.

Fans af universet behøver dog ikke vente helt til 2026 med at se mere til figurer fra Tolkiens bøger.

Til december udkommer en animationsfilm med titlen “The War of the Rohirrim”, som udspiller sig et par hundrede år før begivenhederne i “Ringenes Herre” og “Hobitten”.

Denne film vil have Rohans konge Helm Hammerhand som hovedperson og vil handle om opbygningen af Helms Kløft, som også er central i “Ringenes Herre”.

Det er ikke oplyst, hvornår den anden af de to nye film ventes at udkomme, eller hvad den vil handle om.

/ritzau/