Politiet til landmænd efter bølge af tyverier: Pas på jeres GPS-udstyr

Foto: Arkivfoto

Politiet har i den seneste tid modtager flere anmeldelser om tyverier af værdifuldt GPS-udstyr til landbrugsmaskiner. Derfor opfordrer politiet landmænd og maskinstationer til at sikre deres udstyr.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.

– Det er desværre noget, vi har set før – særligt i foråret og efteråret. Konkret har vi fået anmeldelser fra Aabybro, Vadum og Vrå, men vi ved af erfaring, at disse gerningsmænd er meget mobile, så vores opfordring til alle landmænd og maskinstationer i hele politikredsen er: Sørg for at sikre jeres GPS-udstyr mod tyveri, råder Niels Kronborg, som er efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Efterforskningslederen fortæller, at man hos politiet godt er klar over, at det kan være et stort – og dyrt – problem for landmændene, når de får stjålet dyrt GPS-udstyr, når de fx er i gang med forårsarbejdet i marken.

– Derfor ser vi også med stor alvor på de her tyverier, og vi er i gang med at efterforske på sagerne, så vi kan få lokaliseret gerningsmændene og få dem stillet til ansvar. Når vi går ud og advarer landmændene nu, så handler det om, at bliver udstyret først stjålet, koster det tid og penge, inden landmændene er oppe at køre igen. Så forebyggelse mod tyveri er klart at anbefale,” siger Niels Kronborg.

Politiets råd til, hvordan man kan sikre sit GPS-udstyr

  • Aftal klart, hvordan køretøjer skal sikres ved arbejdstids ophør – det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet samt sikring og aflåsning af bygningerne. 
  • Gør det svært for tyven. Brug kraftige, indbrudssikre låse, og gør vinduer i porte matte, så man ikke kan kigge ind.
  • Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer det et tyverisikret sted.
  • Sæt alarmer på maskiner og bygninger. 
  • Etabler videoovervågning, hvis maskinerne står på egen grund. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
  • Sørg for at sikre udstyr med GPS-trackere, så det er muligt at følge gerningsmændene og få udstyret tilbage, såfremt det bliver stjålet.
  • Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret. Det gør tyveri mindre fristende.
  • Oplys udendørs områder eller forsyn disse med chokbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
  • Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke. 
  • Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
  • Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.
  • Overvej, om det er nødvendigt at lægge fotos af traktorer med GPS m.m. på hjemmesider og sociale medier. Man risikerer, at det bruges som bestillingskatalog af kriminelle.