11. aug. 2022 - 19:57

Politiet talstærkt til stede efter skyderi i København



Københavns Politi er lige nu massivt til stede på adresse i København efter anmeldelse af et skyderi

Klokken 18.35 anmeldte flere vidner et skyderi på Hørdumsgade i København.

Derfor er Københavns Politi lige nu talstærkt til stede i gaden, hvor man undersøger anmeldelsen.

“Vi er ret sikre på, at der er blevet skudt. Flere vidner har uafhængigt af hinanden fortalt os om, hvad der er sket, og at de har hørt høje brag,” fortæller vagtchefen fra Københavns Politi til Presse-fotos.dk.

Han oplyser, at det ikke umiddelbart tyder på, at nogen mennesker dog skulle være blevet ramt af skud.

Politiet efterforsker lige nu massivt i gaden, hvor man endnu er i et tidlig stadie af efterforskningen.

“Vi er i gang med at se nærmere på de spor, vi nu har, vi eftersøger i området med hunde, vi ser videoovervågning igennem og lignende. Så skal vi afhøre vidner og se, hvor det bringer os,” siger vagtchefen.’

SE OGSÅ: EKSPERTER ADVARER: NARKO ER MERE TILGÆNGELIGT END NOGENSINDE – DEN PÅSTAND HAR PRESSE-FOTOS JOURNALIST TESTET

De nærmere omstændigheder omkring det mulige skyderi er vagtchefen dog ikke klar til at fortælle om.

“Vi har en ide om, hvor mange der er involveret, og hvad der mere nøjagtig er sket,” siger vagtchefen.

Kan du uddybe det?

Det er ikke noget, jeg er klar til at fortælle dig om lige nu af efterforskningsmæssige hensyn,” afslutter vagtchefen.

Københavns Politi oplyser til Presse-fotos.dk, at mennesker i området ikke behøver at være bekymret, da der ikke længere er fare på færde.

Vagtchefen er på nuværende tidspunkt ikke klar over, hvor længe politiet vil være til stede på gaden endnu.