30. apr. 2023 - 20:25

Politiet rykker ud til nyt trafikuheld efter dødelig ulykke



Der er stadig kø, efter at der søndag eftermiddag var en alvorlig trafikulykke på Fynske Motorvej

Fynske Motorvej i østgående retning omkring Odense nåede kun kortvarigt at være genåbnet efter en alvorlig færdselsulykke kostede en person livet søndag eftermiddag.

Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss til Ritzau. Fyns Politi er kort efter klokken 20 søndag aften, rykket ud til et nyt færdselsuheld samme sted.

– Jeg kan kun opfordre til, at man kører forsigtigt og holder afstand, siger han.

Derfor er en vejbane lukket igen.

Omkring klokken 19.50 søndag aften skrev Vejdirektoratet på det sociale medie Twitter, at vejen var genåbnet, men at der fortsat var kø.

Den oprindelige trafikulykke skete mellem Blommenslyst og Odense på Fynske Motorvej. Her mistede en person livet, skrev Fyns Politi på Twitter.

Den afdødes pårørende er underrettet.

/ritzau/