Politiet jagter disse to: “Det er meget voldsomt, det der er foregået”

Politiet gentager lørdag appellen til eventuelle vidner i en sag om et røveri mod en juvelerforretning i København i torsdags. To gerningsmænd optrådte kalkuleret og koldblodigt, lyder det fra politiet.

På fotos fra metroen ligner mændene så mange andre i deres afslappede tøj. Den ene var iført shorts, den anden havde sandaler på.

– Det er meget voldsomt, det der er foregået, siger den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, Jesper Schroll.

Fredag udsendte politiet en pressemeddelelse om sagen, og den har medført enkelte henvendelser, men politiet håber på flere.

– Hvis der er vidner, der mener at have set noget af interesse for sagen, hører vi meget gerne om det, siger Jesper Schroll.

LÆS OGSÅ: POLITIET PÅ JAGT EFTER DISSE MÆND EFTER DRAMA I KØBENHAVN

Røverne forlod juvelerforretningen Kære Ven på Store Kongensgade torsdag cirka klokken 12.30.

De gik i retning mod Marmorkirken, hvor de tog metroen til Enghave Plads, hvor de stod af.

Begge er cirka 40 år, og begge havde rygsække af mærket Nike på ryggen.

Den ene var iført en sort kasket, rød polo, grå bukser og sandaler. Han talte engelsk.

Den anden havde en hvid stråhat på hovedet og var mest klædt i blåt. Shorts, den langærmede trøje og skoene havde den farve. I hånden havde han en paraply.

Kalkuleret er et af de ord, som den centrale efterforskningsleder Jesper Schroll bruger til at beskrive mændenes optræden.

LIGE NU LÆSER ANDRE: AGGRESSIV MAND SPARKER 73-ÅRIG KVINDE I SKRIDTET

Men i metroen tiltrak de sig åbenbart ikke den store opmærksomhed.

Hvad der præcist skete i forretningen, har Københavns Politi ikke ønsket at frigive oplysninger om. Heller ikke det udbytte, som mændene havde i deres rygsække, ønsker politiet at informere om.