Politiet indfører skærpet strafzone til Brøndby-FCK

Arkivfoto

Politiet indfører skærpet strafzone omkring Brøndby Stadion, når Brøndby søndag møder FCK i det klassiske storkøbenhavnske fodbold-derby.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

En skærpet strafzone medfører, at visse former for kriminalitet – fx vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – begået i zonen kan straffes med op til dobbelt straf.

”Fodboldkampe skal være en hyggelig sportsbegivenhed for alle, men vi har desværre set, at visse fangrupperinger aktivt søger konfrontation og forvandler stadionområdet til en konfliktzone med vold og ballade – og det skal en skærpet strafzone modvirke,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at politiet anser søndagens kamp for en højrisikokamp med risiko for, at der kan opstå et ekstraordinært kriminalitetsbillede i stadionområdet.

LÆS OGSÅ: Kæmpe uroligheder efter derbyopgør: Fans i voldsomme slåskampe med politiet

”Vi vurderer, at en skærpet strafzone vil være med til at skabe tryghed for beboere i området, fredelige familier og tilskuere, som skal til denne fodboldkamp, og hindre uroligheder, vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

I en skærpet strafzone kan vold mod tilskuere, frivillige stewards på stadion og politiet med videre straffes med op til det dobbelte.

Den skærpede strafzone gælder på stadion og et område omkring stadion afgrænset af Park Allé, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Bygaden, Præstegårdsvej, Seminarievej, Bygaden og Park Allé.

Årsagen til, at politiet indfører den skærpede strafzone er bl.a., at der ved kampen i mesterskabs-slutspillet i maj i år på Brøndby Stadion var uheldige episoder, som politiet gerne vil undgå gentager sig.

Kampen spilles søndag kl. 14.00, og den skærpede strafzone gælder fra kl. 8-20.