Politiet er fredag middag massivt til stede foran moskeen på Dortheavej i København, da man afventer en Paludan-demonstration
Rasmus Paludan har via sin Instagramprofil meddelt, at han fredag middag klokken 12.30 vil være til stede på Dortheavej i København, hvor han vil ‘brænde en bog’.
Som resultat af den annoncerede demonstration er Københavns Politi massivt til stede omkring Moskeen, hvor man blandt andet har placeret et såkaldt ‘salatfad’, flere politibiler og en ambulance.
SE OGSÅ: DRÆBT I HØJRESVINGSULYKKE: NU ER LASTBILCHAUFFØR SIGTET FOR UAGTSOMT MANDDRAB
Flere koranafbrændinger i dag
Presse-fotos.dk erfarer, at demonstrationen foran Moskeen på Dortheavej ikke er det eneste sted, hvor Rasmus Paludan fredag vil afbrænde en koran.
Således har vi modtaget oplysninger om, at Stram Kurs-lederen også vil demonstrere og brænde koranen foran den tyrkiske ambassade på Rosbæksvej i København mellem klokken 14.00 og 15.00 og bagefter mellem klokken 15.30 og 16.30 foran det russiske konsulat på Vestagervej på Østerbro.
International krise som følge af koranafbrænding i Sverige
Forholdet mellem Sverige og Tyrkiet er i de seneste uger blevet forværret, da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ikke har set med lette øjne på Stram Kurs-lederens koranafbrænding foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Tyrkiets præsident raser sammen med en lang række øvrige muslimske lande over, at de svenske myndigheder ikke har nægtet Rasmus Paludan sin ret til at udøve sin ytringsfrihed ved at lade ham brænde koranen.
Det har blandt andet fået Erdogan til at sige, at han ikke kan støtte et svensk NATO-medlemsskab.
“De, som tillader den form for blasfemi foran vores ambassade, skal ikke længere forvente vores støtte til deres NATO-medlemskab,” sagde Erdogan blandt andet i en tale til det tyrkiske parlament.
Sveriges flag er desuden også blevet brændt i Istanbul.