Sent fredag eftermiddag efterlyser politiet to mænd, der mistænkes for at have været involveret i en voldtægtssag.
Politiet oplyser fredag eftermiddag på det sociale medie X, at man efterlyser to mænd i forbindelse med en voldtægtssag.
Samtidig fortæller de, at man har søgt efter dem i noget tid, uden held – derfor offentliggører man nu deres navne og billeder af dem.
Det drejer sig om de to 26-årige Awedin Mohammed Adem Fikak og Henok Woldu Tekleab.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Voldtægten de er mistænkte for, er foregået den 17. august i en lejlighed på Langenæs Allé i Aarhus. Billederne af de to mistænkte er overvågning fra en butik samme dag.
Østjyllands Politi opfordrer alle, der har oplysninger om, hvor de to mænd befinder sig til at henvende sig på tlf. 114.
Har tidligere efterlyst vidner
Østjyllands Politi har tidligere været ude og efterlyse særlige vidner i forbindelse med voldtægtssagen.
Det drejer sig om to mænd, der spillede bold med et barn samt en mand, der kom kørende i en hvid bil. Sidstnævnte skulle have snakket med voldtægtsofferet, der er af grønlandsk afstamning.
De vidner høre politiet stadig gerne fra.
Politiet anholdte kort tid efter voldtægtsanmeldelsen tre mænd. To af dem er efterfølgende blevet løsladt, hvorimod den tredje, en 33-årig mand, stadig er varetægtsfængslet.