
Politiet efterlyser to mænd, som de mistænker for at have begået indbrud i flere kommunale bygninger i løbet af weekenden.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Natten til fredag havde ukendte gerningsmænd skaffet sig adgang til IT-afdelingen i Ringsted Kommune på Amtstue Allé, hvor et vindue var brudt op. Her var stjålet flere bærbare computere. I forbindelse med indbruddet blev en grå stationcar fanget på et overvågningskamera.
Tidligt lørdag morgen var det Hvalsø Rådhus i Lejre kommune, som stod for tur. Her blev et vindue brudt op, men umiddelbart var der ikke tegn på færden i bygningen på Møllebjergvej i Hvalsø. En hundepatrulje søgte efter spor i området, men den fandt ikke frem til nogen mistænkte personer. Umiddelbart var intet stjålet i denne omgang.
Lørdag aften var endnu et indbrud i et IT-kontor på Ringsted Kommune, Amtstue Allé, hvor et vindue igen var brudt op. På overvågningsvideoen omkring kl. 21.45 kan politiet se to maskerede mænd forlade bygningen med en stor tung taske.
LÆS OGSÅ: Ung mand i håndjern forsøgte at befri sin anholdte kammerat
De to mænd beskrives som:
A: Mand, 16-28 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: maskeret, mørke øjenbryn, Iført: sorte sko, sorte joggingbukser, sort hættetrøje, sort halsedisse/maske trukket op over næsen.
B: Mand, 16-28 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: maskeret, Iført: sorte sko med hvid bund af mærke/model: Nike Air Max 270, sorte joggingbukser, sort hættetrøje, sort halsedisse/maske trukket op over næsen.
Politiet efterforsker nu sagerne, og de søger vidner til de tre indbrud. De mener, at det kan være de samme mænd, som har begået begge indbrud i Ringsted. Det mener politiet, fordi der er brugt samme metode til at komme ind i bygningen – og fordi der i begge tilfælde er stjålet computere.
Det er muligt, at der er tale om de samme mænd, der har begået indbrud i Hvalsø, men dette er politiet mere usikker på.
Du kan kontakte politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.