Politiet efterlyser mand: Røvede frugt og en pose chips i Rema

Den 10. juni 2022 begik en mand røveri mod Rema1000 i Struer – nu spørg politiet offentligheden om hjælp til at finde manden

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en mand, der begik røveri mod Rema1000 på Vestergade 11 i Struer tilbage den 10. juni 2022 klokken 17.30.

Politiet søger vidner, der kan hjælpe med at identificere røveren.

Han stjal blandt andet nogle frugter og en pose chips og forlod derefter butikken. Men da han ude foran blev konfronteret af en butiksmedarbejder, der forsøgte at tilbageholde ham, opstod der tumult.

Her slog røveren ud efter medarbejderen og skubbede denne i brystet. Han kæmpede sig herefter fri og forsvandt fra butikken i østlig retning på en sølvgrå cykel.

SE OGSÅ: MOR ANHOLDT AF SIN SØN

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra Rema1000 i håb om, at nogle kan kende røveren.

Han beskrives som:

  • Mand
  • 170-175 cm høj
  • Ca. 40-45 år gammel
  • normal af bygning
  • kortklippet brunt hår,
  • Han havde en sølvfarvet tand ved siden af fortænderne og en næsepiercing, 

Under røveriet var han iført en grå jakke/hoodie, cowboyshorts og lyse kondisko. Han medbragte en gul og sort rygsæk.

Hvis man kender manden eller har oplysninger om hans identitet, bedes man kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 1-1-4. Henvis derefter gerne til journalnummer 4100-76313-00011-22 for at lette sagens gang.