Politiet efterlyser formodet gerningsmand til drabsforsøg: Har du set ham?

En 47-årig mand blev om aftenen den 20. januar umotiveret stukket med en kniv ved Sortedam Dossering i København.

Derfor beder Københavns Politi nu offentligheden om hjælp til at identificere den mand, der mistænkes for drabsforsøget.

I den forbindelse offentliggør politiet overvågningsbilleder, der viser den formodede gerningsmand.

”Vi håber, at der sidder nogle derude, der kan genkende manden på billederne. Vores efterforskning peger på, at han kan være gerningsmanden, og derfor beder vi nu borgerne om hjælp, så vi kan finde frem til ham,” siger politikommissær Peter Kamp fra Københavns Politi.

Selvom politiet formoder, at han kan være gerningsmanden, kan de heller ikke udelukke, at han er et vigtigt vidne i sagen.

Manden bliver beskrevet således:

  • 25 til 35 år
  • Ca. 170 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Lysebrun i huden
  • Kort, mørkt hår og trimmet skæg
  • Engelsktalende
  • Iført grøn jakke/anorak med hætte, sort hættetrøje med hætten trukket over hovedet og sorte Adidas-joggingbukser med hvide striber på siden.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra personer, der kan genkende personen, eller som i øvrigt har overværet episoden. Politiet kan kontaktes på 114.