Politiet beder offentligheden om hjælp: Genkender du den formodede gerningsmand?

Som led i efterforskningen af et drabsforsøg på en 47-årig mand offentliggør Københavns Politi en video af den formodede gerningsmand.

Drabsforsøget skete søndag den 9. januar klokken 13.02 i butikken ‘Bagels’ på Falkoner Allé 19 i Frederiksberg, hvor en 47-årig mand blev ramt af flere skud og var i kritisk tilstand.

I forbindelse med efterforskningen mistænker politiet en mand, der cyklede fra stedet efter skyderiet.

Manden ankom til stedet på cyklen ca. en halv time før skyderiet, hvorefter han cyklede derfra ad Den Grønne Sti – Nørrebroruten – Ørnevej – Stærevej mod Borups Allé.

”Vores efterforskning peger på, at manden på videoen kan være gerningsmanden, og derfor beder vi nu borgerne om hjælp, så vi kan finde frem til ham. Vi håber, at der sidder nogle derude, der kan genkende ham eller den Batavus-cykel, han cykler på, for den leder vi også efter,” siger politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi.

Hvis man har nogle oplysninger om identiteten på den formodede gerningsmand, kan man kontakte politiet på 114.

Den formodede gerningsmand beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Ca. 180 høj
  • Almindelig/slank af bygning
  • Iført sort halsedisse, mørk dynejakke, sorte hansker med hvide aftegninger i håndfladen, sorte FILA joggingbukser og sorte Adidas sko.
Den formodede gerningsmand.