Politiet afspærrer ved gymnasium: “Vi har fundet noget, der kan sprænge”

Mandag morgen er flere patruljer taget ud til Fjerritslev Gymnasium, hvor de har sat spærringstape i et grønt område.

Politiet har fundet flere kugler lavet af sølvpapir, to tomme colaflasker og en dunk med afløbsrens. Alle tre komponenter kan sættes sammen til en eksplosion.

“Vi ved fra erfaring, at når de fundne ting sættes sammen, så kan der skabes en form for en lille bombe. Det plejer at være drengestreger, når disse ting findes, så det regner vi også med, at det er denne gang”, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi Rene Kortegaard.

LIGE NU LÆSER ANDRE: BILISTER SPÆRREDE ØJNENE OP I MORGENTRAFIKKEN: KNALLERTKØRER PÅ MOTORVEJ

Politiet har valgt ikke at afspærre hele gymnasiet, da en eventuel eksplosion ikke vil være så farlig, at der skal en evakuering af alle elever til for at opretholde sikkerheden.

“Det er en afspærring, der er til for at holde nysgerrige elever væk fra stedet. Vi har fundet flaskerne, men vi ved endnu ikke, hvor stor en eventuelt eksplosion kan være. Derfor har vi valgt at holde en stor afstand, så vi er sikre på, at ingen kommer i nogen form for fare”, siger Rene Kortegaard.

Politiet er fortsat derude, men regner med at kunne afslutte opgaven indenfor kort tid.

LÆS OGSÅ: DEN SIDSTE SØRGENDE HAR NU SAGT SIT FARVEL TIL DRONNING ELIZABETH