Politiet advarer mod intim-optagelser af 14-årig pige: Slet den video!

En intim video med en kun 14-årig pige florerer på en skole i Roskilde. Politiet advarer mod at dele videoen. Og de opfordrer til at slette den, hvis man skulle få den.

Politiet mødte op på skolen torsdag eftermiddag, efter at en forælder havde fundet ud af, at vedkommendes barn havde fået tilsendt videoen.

“Vi er selvfølgelig enormt glade for, at man som forælder er sit ansvar bevidst og gør os opmærksom på, at sådan noget kører rundt, så vi kan få sat en stopper for det,” siger Thomas Kristensen, kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi, til sn.dk

Den nærmere karakter for videoen har politiet ikke fortalt noget om. Men da pigen på optagelserne kun er 14 år, er videoen at betragte som børneporno.

“Det er i hvert fald ikke noget, der skal deles i en bredere kreds,” siger Thomas Kristensen.

LÆS OGSÅ: Voldsomme billeder: Bil kørt under lastbil ved Guldborgsund – helikopter fremme

Han opfordrer enhver, der modtager videoen, til at slette den med det samme, da den er strafbar at besidde.

Det er også strafbart at videresende videoen.

I den nærmeste tid vil Midt- og Vestsjællands Politi besøge samtlige 7. 9.-klasser i Roskilde Kommune for at gøre opmærksom på problemet med krænkende optagelser.

De opfordrer samtidig forældre til at tage en snak med deres børn om emnet.

Politiet vil ikke oplyse på hvilken skole, den 14-årige pige går. Hendes forældre er orienteret om sagen.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.