26. okt. 2022 - 13:08

Politiet advarer: Falske betjente prøver at narre dig!



Falske politibetjente forsøger – nogle gange i samarbejde med falske bankansatte – at narre borgere til at udlevere NEM-ID oplysninger, så de kan tage penge fra kontoen.

I Syd- og Sønderjylland har der siden september foreløbig været fem anmeldelser om den slags svindel.

Fælles for opkaldene har været, at de kriminelle udgav sig for at være fra politiet, og at borgerne blev ringet op, fordi deres konto var ved at blive hacket. Men hvis personerne reagerede hurtigt og hjalp ”betjenten” med de oplysninger, han ønskede, ville alt blive godt igen.

“Den positive del af nyheden er, at det ikke lykkedes de kriminelle i et eneste af de fem tilfælde at franarre de ældre borgere deres oplysninger. Alle udviste en sund skepsis og afviste opkaldet. Det skal borgerne have stor ros for,” siger Jacob Rindom, vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Falske politibetjente franarrer kontanter fra borgerne

I et af de fem tilfælde stillede betjenten om til en anden person – en ”bankrådgiver” – der skulle få opkaldet til at virke endnu mere overbevisende.

“De arbejder efter en drejebog, hvor de lyder venlige, kompetente og tillidsfulde. De kan for eksempel bruge rigtige politifolks navne og opdigtede journalnumre – alt sammen for gradvist at overbevise borgeren om, at de skal udlevere de ønskede oplysninger,” fastslår vicepolitiinspektøren.

“Men uanset hvor overbevisende de kriminelle lyder, skal man ikke lade sig narre: En ægte bankrådgiver eller politimand vil aldrig bede om at få NemID-oplysninger, personnummer og konto-oplysninger over telefonen, “pointerer Jacob Rindom.