Politi og brandvæsen til stede på Aarhus Universitet: Bygning evakueret

Politi og brandvæsen er onsdag formiddag til stede på Aarhus Universitet, efter de har fået en anmeldelse om noget damp fra noget kemisk materiale, som skal undersøges nærmere.

Det siger Østjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

– Vi er derude for at hjælpe brandvæsnet i forbindelse med afspærring, mens de undersøger noget damp fra noget kemisk materiale, oplyser Jakob Christiansen, som er vagtchef ved Østjyllands Politi.

Politi og brandvæsen blev tilkaldt via en automatisk alarm, fortæller Østjyllands Brandvæsen.

– Der er tale om damp fra et kemisk eller biologisk stof eller materiale, og vi nu ved at få fastlagt, hvad for et materiale eller stof, der er tale om, som har udløst alarmen, siger Anders Rathcke, som er operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.

Brandvæsnet har i den sammenhæng evakueret bygningen.

– Vi opretholder en afspærring i området og er til stede med flere styrker, eftersom der er tale om et større setup, når der er tale om noget kemisk, forklarer operationschefen.

Der er ikke fare for personer, siger han slutteligt.