Politi: Teenager affyrede skud fra maskinpistol mod villa

En teenager er onsdag blevet fængslet for drabsforsøg. Han sigtes for at have affyret skud mod hus i Odense

En 17-årig dreng forsøgte ifølge politiet at dræbe en eller flere personer i en villa på Strandvejen i Odense tirsdag aften.

Han sigtes for med en maskinpistol at have affyret flere skud mod boligen. Ingen blev ramt. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Teenageren er onsdag af en dommer i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet frem til 21. april. Det sker i surrogat på en lukket ungdomsinstitution på grund af hans unge alder, skriver regionalmediet.

Det var vidner, som hørte skud, der alarmerede politiet lidt efter klokken 21 tirsdag aften. Skuddene faldt i et villakvarter tæt på både en skole og en idrætshal.

Da politiet ankom, kunne første patrulje på stedet anholde teenageren, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Teenageren, der er fra Aarhus Kommune, nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig i drabsforsøg, men han erkendte trusler samt at have haft maskingeværet og tilhørende ammunition.

Grundlovsforhøret er blevet holdt for lukkede døre, og dermed blev beviser og den sigtedes eventuelle forklaring holdt skjult. Anklagemyndigheden mener ifølge Fyens Stiftstidende, at der er medgerningsmænd på fri fod.

Skudsagen bunder ikke i en bandekonflikt, vurderer politiet, der mener, at den har forbindelse til en konkret konflikt i det kriminelle miljø. Der gives ikke flere oplysninger om, hvilken konflikt der er tale om.

/ritzau/