Person skudt på åben gade i Malmø: Afgået ved døden

En person er død af formodede skudskader i Malmø.

Det oplyser svensk politi mandag ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det var kort efter klokken 13, at politiet fik meldinger om lyden af brag i bydelen Rosengård i Malmø.

Da politiet ankom, blev der fundet en person med formodede skudskader.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

– Personen døde på stedet, siger Katarina Rusin, som er pressetalsperson for politiet.

Episoden beskrives af det svenske medie Aftonbladet som et skyderi på åben gade.

Et område er blevet spærret ved vejen Ramels Väg, og hændelsen efterforskes som et drab.

– Vi leder efter en eller flere gerningsmænd og er meget interesserede i observationer af personer, som kan være involveret, siger Rusin til TT.

– Vi har et stort antal ressourcer på stedet, fortsætter hun.

Politiet søger efter en person, som blev set forlade gerningsstedet, skriver Aftonbladet. Det er dog uklart, om vedkommende har forbindelse til skyderiet.