Person død i tre meter høje flammer

En person er torsdag aften afgået ved døden efter en brand i et hus i Præstø. Sådan lyder meldingerne fra stedet

Ambulancer, brandbiler og politibiler er netop hastet mod Mønvej i Præstø, hvor der torsdag aften er meldinger om meget kraftig brand.

‘Flammerne er tre meter høje og stiger op fra taget,’ lyder det i den indledende anmeldelse, som brandvæsenet modtog klokken 17.42.

Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er en person afgået ved døden i branden.

Der blev givet hjerte-lunge-redning til personen på vejen foran det brændende hus, men det var ikke nok til at redde livet.

‘Vedkommende er blevet erklæret død,’ lyder det fra Presse-fotos.dks udsendte.

En udrykning bestående af mindst otte køretøjer er til stede ved huset.

På nuværende tidspunkt er beredskabet ikke klar over brandårsagen.

SE OGSÅ: 22-ÅRIG TABTE POSE MED KOKAIN TIL KØREPRØVEN

OPDATERING:

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter nu, at en mand er afgået ved døden.

“Vi får en anmeldelse klokken 17.42 om brand i den her villa. Vi kommer til stedet sammen med brandvæsenet, der får reddet en mand ud og forsøger at give ham livreddende førstehjælp, men han omkommer desværre,” fortæller Jakob Jensen, der er vagtchef ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, til B.T..

Den afdøde mand er 76 år gammel.

De pårørende er underrettet.