22-årig tabte pose med kokain til køreprøven

Så tæt på at få sit kørekort, men alligevel så langt fra. En 22-årig mand måtte gå slukøret hjem fra sin køreprøve, efter han tabte en pose kokain foran den sagkyndige

I stedet for et kørekort fik en 22-årig mand i stedet en sigtelse for besiddelse af kokain, da han skulle til køreprøve i onsdags.

Den 22-årige var mødt op på Vestermark i Sønderborg med en mappe med teoripapirer, hvor han mødte den motorsagkyndige, der skulle med ham ud på køreprøven.

SE OGSÅ: TEENAGER DRUKNET: VENNERNE SLOG ALARM

Den motorsagkyndige skulle forud for starten tage et kig på den 22-åriges teoripapirer, men da han åbnede mappen faldt en pose med noget hvidt pulver i ud.

Det skriver JydskeVestkysten.

Derfor kontaktede den sagkyndige politiet, der kort tid efter ankom til stedet og kunne konstatere, at posen indeholdt 0,6 gram kokain.

Af den årsag blev den 22-årige mand også testet for narko. Testen viste, at han var positiv for kokain.

Han kom derfor ikke til køreprøve, men modtog til gengæld en sigtelse for at overtræde loven om euforiserende stoffer.