Pas på til Mortensaften: Andelår er kaldt tilbage!

Confiterede andelår af mærket Sanmartin’s Gourmet Confit de Canard tilbagekaldes, efter at der er observeret gasudvikling i nogle af dåserne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvis man har produktet i sin husstand, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man kasserer produktet eller leverer det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Produktet er ifølge Fødevarestyrelsen solgt i SuperBrugsen, Kvickly og Irma i hele landet og i enkelte Dagli’Brugsen og Meny.

Gasudviklingen i nogle af dåserne gør, at dåserne hæver op. Og det tyder på, at der er en uønsket vækst af mikroorganismer i produktet.

Derfor er produktet uegnet som en fødevare. Sanmartin’s Gourmet ApS, som står bag produktet, har derfor valgt at tilbagekalde det.

Confitering betyder, at andelårene er kogt ved svag varme i eget fedt, og derefter er de blevet kølet ned i fedtet, som skal beskytte kødet, efter at det er kommet i en dåse.

På den måde kan kødet holde sig i lang tid i køleskabet.

De confiterede andelår bliver ofte tilberedt og serveret til Mortensaften, som i år foregår fredag 10. november.