Svindel og snyd er desværre blevet en del af vores hverdag. Fra falske SMS’er om pakkeforsendelser til emails fra svindlere, der udgiver sig for at være din bank eller Netflix. Dette problem er blevet så udbredt, at Københavns Kommune I forbindelse med en kampagne, har sat skilte op for at advare borgerne om at være på vagt.
Phishing
En af de mest almindelige former for svindel er det der hedder phishing. Her forsøger svindlere at narre dig til at give personlige oplysninger ved at sende falske meddelelser.
En typisk phishing-SMS kan hævde, at du har en pakke, der venter på afhentning, og at du skal klikke på et link for at få flere oplysninger. Tilsvarende kan du modtage en email fra nogen, der udgiver sig for at være din bank eller en tjeneste som eksempelvis Netflix, hvor de beder dig om at bekræfte dine kontooplysninger ved at klikke på et link.
Advarer borgere med skilte
For at bekæmpe denne stigende trussel har Københavns Kommune sat skilte op rundt om i byen. Disse skilte opfordrer folk til at være forsigtige med deres personlige oplysninger og til at være opmærksomme på svindelforsøg.
De fleste mener, at de aldrig ville blive snydt, men når man står i situationen, kan det være en anden sag, da nogle svindlere er yderst professionelle. Især den ældre generation kan have svært ved at skelne mellem, hvad der er ægte, og hvad der potentielt er snyd.
Sådan beskytter du dig mod at blive narret af svindlere
Hvis du modtager en uventet besked, så vær skeptisk. Undersøg om afsenderen er ægte, før du klikker på noget. Modtager du et mistænkeligt opkald, så læg på. Eksempelvis vil din bank aldrig ringe til dig og bede dig om dine kort-oplysninger.
Kontroller afsenderens adresse: Tjek altid afsenderens e-mailadresse, telefonnummer eller evt. link grundigt. Svindlere bruger ofte adresser, der ligner den rigtige, men med små ændringer. Det kan også være en SMS fra “Post Danmark” som jo i dag hedder Postnord – den var i omløb for et par uger siden. Nogen gange er det nemt at gennemskue, andre gange meget svært.
Brug officielle apps og websites: Gå direkte til virksomhedens officielle website eller app i stedet for at klikke på links i beskeder. Venter du eksempelvis en pakke, så spor den på fragtfirmaets officielle side i stedet for at klikke på et link.
Svindel og snyd er en alvorlig trussel, men med de rette forholdsregler kan vi beskytte os selv og vores oplysninger. Hold dig opdateret om de nyeste svindelmetoder, og del viden med venner og familie for at gøre det sværere for svindlerne at lykkes.