Politiet fandt stribevis af fejl under kontrol rettet mod partybusser. Kun et par busser slap igennem
Efter to weekender med målrettet kontrol mod partybusser i København er 13 ud af 14 kontrollerede busser blevet indkaldt til et ekstraordinært syn.
Rettere sagt var det egentlig kun 12 busser, men den ene blev udtaget til kontrol i begge weekender, og trods den første løftede pegefinger, var der ikke blevet rettet op.
En af busserne fik kørselsforbud på stedet og klippet nummerpladerne af.
“Det er et absolut nedslående resultat. Når man tager i betragtning, hvor meget debat, der har været om netop partybusserne, så kunne man formode, at der i branchen ville være en større opmærksomhed på at sørge for, at tingene er i orden,” siger politikommissær Henrik Haensel fra Tungvognscenter Øst.
I samarbejde med Færdselsstyrelsen har Tungvognscenter Øst den 29. november og 6. december gennemført kontrol af partybusser i København. Tungvognscenteret er administrativt forankret i Midt- og Vestsjællands Politi.
På den første kontroldag blev fem af seks kontrollerede busser indkaldt til syn. En af busserne manglede tre nødhammere, en anden havde ikke medbragt tilladelse til at køre med passagerer i erhvervsøjemed.
En af busserne havde ifølge politiet hele 13 fejl og mangler i form af ubrugelige seler og fejl på lygterne.
Den 6. december blev otte partybusser kontrolleret. Den ene havde politiet også vinket ind til siden i den forgangne weekend og beordret til syn.
Det havde den da også været tidligere samme dag, men den havde fået besked på at komme til omsyn. Bussen kørte ifølge politiet med en farlig gennemtæring af karosseriet. Derudover havde den i øvrigt et knust sidespejl.
“At vi ser et selskab, der sender en bus på gaden fuld af unge mennesker, selv om man ved, at der er fejl på karosseriet, vidner om, at man ikke tager sit ansvar særligt alvorligt.”
Ifølge politiet mødte en motorcykelbetjent, som havde deltaget i kontrollen, en af de kontrollerede partybusser lørdag. Om fredagen havde bussen fået besked på at køre til syn.
Men betjenten kunne konstatere, at bussen trods den ekstraordinære synsindkaldelse blot var fortsat med at køre, og at de fejl og mangler, som blev påpeget ved kontrollen dagen før, ikke var blevet fikset.