Pædofil journalist får sin straf: Tre og et halvt års fængsel

En 47-årig tidligere journalist på Ekstra Bladet er mandag af Retten i Roskilde blevet idømt tre og et halvt års fængsel

Dommen får han for blufærdighedskrænkelse og voldtægt af mindreårige børn.

I alt er manden dømt for 168 tilfælde af blufærdighedskrænkelse, flere fysiske seksuelle overgreb samt besiddelse af børneporno.

Hans egne tre børn var blandt de 40 forurettede i sagen. Ofrene var fra tre til 14 år, da krænkelserne skete.

Manden var meget tæt på at blive idømt en forvaringsdom, hvor straffen altså er tidsubestemt.

Der var stemmelighed mellem dommerne og nævningene i retten om, hvorvidt manden skulle idømmes forvaringsstraf eller almindelig fængselsstraf.

Da der derfor er tvivl, kommer det den anklagede til gode. Han slipper dermed med en fængselsdom på tre år og seks måneder – i første omgang.

Med en så tæt afgørelse kan det nemlig meget vel være, at anklageren vælger at anke dommen til Østre Landsret.

Både anklager og forsvarer har 14 dage til at afgøre, om de vil anke dommen.