Påførte kvinde alvorlige skader – Nu efterlyser politiet ham

Midt- og Vestsjællands Politi har offentliggjort billeder af Arturas Bauza fra Litauen. Politiet har forsøgt at finde manden på flere adresser, men da der ikke har været held med det, spørger de nu offentligheden om hjælp.

Manden mistænkes for et overfald på en 41-årig kvinde på Strandvejen i Svinninge mandag den 7. november. Et skænderi endte med, at manden påførte kvinden alvorlige skader med en kniv, før han efterlod hende på Strandvejen.

Politiet har endnu ikke fundet kniven, og derfor opfordres der til, at beboere i området undersøger deres private områder for genstande, som normalt ikke ville være i området.

Ring 114, hvis du kan hjælpe med efterforskningen.