Overraskende udvikling i Nordic Waste-sag: Randers Kommune stopper

Foto: Randers Kommune

Farten på jordskreddet ved Nordic Waste er aftaget, og derfor stopper Randers Kommune med at grave jord væk

Randers Kommune har besluttet at stoppe med at grave jord væk fra jordskreddet ved Nordic Waste, fordi farten på jordskreddet er aftaget.

Det skriver Randers Amts Avis.

Direktøren for udvikling, miljø og teknik i Randers Kommune, Jens Heslop, har underrettet medlemmerne af byrådet i Randers om tiltaget på et ekstraordinært møde fredag eftermiddag.

Her blev de meddelt, at forvaltningen i kommunen nu har vurderet, at der er kørt tilstrækkeligt med jord væk fra Nordic Wastes arealer i Ølst.

Farten på jordskreddet afviger, alt efter hvor man måler henne, men kommunen har truffet beslutningen som et form for eksperiment, lyder det.

– Vi er så godt med, og jordskreddet har ikke nær den fart, det har haft. Det skifter lidt, alt efter hvor man måler henne. Men vi tør godt prøve noget nyt. Nemlig at stoppe med at grave jord af. Og så må vi se, hvordan det går, siger Jens Heslop til mediet.

Byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten siger til TV2 Østjylland, at man er “nået til et punkt, hvor man kan styre det”.

– Jeg er ikke geolog eller lignende, så jeg kan ikke kontrollere det selv, men jeg formoder, det er en beslutning, der er truffet på et fagligt og solidt grundlag, siger Kasper Fuhr Christensen til TV2 Østjylland.

Jens Heslop forklarer til Randers Amts Avis, at man særligt holder øje med den sydlige del af jordskreddet.

For hvis skreddet igen tager fart, kan det ende med at ødelægge opdæmningen ved søen af det rene vand fra Alling Å, lyder det.

Skulle det se ud til at gå galt, står kommunen klar med gummigeder og gravemaskiner, tilføjer han.

/ritzau/