Otte hunde mishandlet – fem er aflivet

En rottweiler Foto: Dansk Kennel Klub

Fyns Politi fjernede i starten af april otte hunde fra en adresse. Fem er efterfølgende blevet nødaflivet

Otte hunde af racen rottweiler blev fjernet fra en 31-årig mands adresse i Nordfyns Kommune den 4. april.

Hundene var ifølge Fyns Politi blevet “groft uforsvarligt behandlet med karakter af mishandling”.

Fem af dem er siden blevet nødaflivet, men tre hvalpe er nu klar til at blive adopteret.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

– Det er altid hårdt, når vi må erkende, at ikke alle dyr i sådanne sager er raske og stærke nok til at få et godt og sundt liv, men vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at redde rottweilerne, siger Lene Frahm, der er internatleder på dyreinternatet på Fyn, i meddelelsen.

– Nu har fem af dem fået fred, og vi er glade for, at de sidste tre hvalpe har det godt.

Fyns Politi rykkede ud på adressen efter en anmeldelse fra Dyrenes Beskyttelse.

Her fandt de tre voksne hunde og fem hvalpe.

Yderligere en hvalp blev fundet død, og en hvalp måtte aflives på stedet af den dyrlæge, politiet havde med.

Den 31-årige er som følge af sagen blevet sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.