Når Ahmed Samsams sag mod efterretningstjenesterne skal for Højesteret, vil retten høre en lydfil, som angiveligt viser en samtale mellem Samsam og hans tidligere kildefører i Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Det skriver Politiken, efter at Højesteret har taget stilling til, hvilke vidner der skal føres i sagen.
Samsam, som er dømt for terror, har anlagt sag mod PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Han kræver, at tjenesterne anerkender, at han var agent for dem.
Da sagen i 2023 var for landsretten, endte det med, at sagen blev afvist. Østre Landsret mente ikke, at Samsam havde en retlig interesse i sagen.
Når landets øverste domstol skal høre Samsams sag, vil den også høre fra hans tidligere advokat, Thomas Brædder, ifølge avisen.
– Vi har fået medhold på to punkter, som betyder noget. Det er vi meget tilfredse med, siger Samsams nuværende advokat, René Offersen, til Politiken.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Thomas Brædder deltog i forhandlinger med PET og FE i 2020 og 2021, imens han var advokat for Ahmed Samsam.
Under forhandlingerne fremsatte han et forligsforslag til tjenesterne, som gik ud på, at Ahmed Samsam skulle have et nettobeløb på cirka 12 millioner kroner.
Thomas Brædder var også indkaldt som vidne i Østre Landsret. Men retten afgjorde, at han ikke måtte udtale sig om fortrolige oplysninger.
Ifølge Politiken ser Højesteret anderledes på det. I sin kendelse har den afgjort, at Brædder har pligt til at udtale sig om sine drøftelser og kontakt med efterretningstjenesterne.
FE og PET protesterede imod lydfilen, og at Thomas Brædder blev ført som vidne. Men Højesteret har givet Samsam medhold, skriver Politiken.
Til gengæld afviser Højesteret fem andre vidner ifølge Politiken.