26. sep. 2022 - 11:17

Novo Nordisk evakueret: Stor politiaktion i gang – flere områder afspærret



Flere områder i Kalundborg er netop nu afspærret i forbindelse med en stor politiaktion ved Novo Nordisk efter mystik om indholdet i en lastbil

Novo Nordisk i Kalundborg er lige nu evakueret og flere medarbejdere tipper Presse-fotos.dk om, at der har været en bombetrussel.

Det bliver dog ikke bekræftet af Midt- og Vestsjællands Politi, der til gengæld er massivt til stede i området og har kaldt til opmarch i kredsen for at få flere folk tæt på Novo Nordisk.

’I forbindelse med at lastbil skulle aflæsse varer hos Novo Nordisk i Kalundborg, er der muligvis på grund af sprogforbistring opstået tvivl om, hvad der er ombord på lastbilen. Vi er derfor til stede i området med en del patruljer, indtil vi er helt sikre på at alting er som det skal være,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet vil derudover ikke gå i detaljer om sagen. Men de oplyser, at der ikke er grund til bekymring.

Politiet vil være på stedet cirka en time endnu, oplyses det.

Novo Nordisk-medarbejdere er evakueret til nærliggende virksomheder.

“Vi kan bekræfte, at politiet er til stede på vores faciliteter i Kalundborg, og at medarbejdere bliver evakueret for en sikkerheds skyld. Vi afventer yderligere informationer,” oplyser Novo Nordisk’ kommunikationschef Katrine Sperling til B.T..

Presse-fotos.dk har været i kontakt med flere medarbejdere fra Novo Nordisk i Kalundborg – de beskriver, at der lige nu er stor forvirring.

“Der er massivt beredskab til stede her omkring. Folk ved ikke rigtig, hvad der foregår. Vi er lige blevet evakuret til et nærliggende firma,” fortæller en medarbejder til Presse-fotos.dk.

SE OGSÅ: PRESSE-FOTOS.DK ERFARER: POLITIBIL FORULYKKER UNDER UDRYKNING – PERSON MELDES DRÆBT

OPDATERING KLOKKEN 12.06:

En af de Novo Nordisk-medarbejdere, som Presse-fotos.dk er i kontakt med oplyser, at man på evakueringsstederne netop er blevet fortalt, at man regner med at have en afklaring inden for to timer.

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller samtidig, at man har hundepatruljer og Ammunitionsrydningstjenesten fra Forsvaret til stede ved Novo Nordisk.

OPDATERING KLOKKEN 12.45:

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man har gennemgået lastbilen og ikke fundet noget, der ikke skulle være der. Derfor er politiaktionen afblæst.

Samtidig fortæller Novo Nordisk-medarbejderen, at man er tilbage på Novos faciliteter igen.