Et nordkoreansk missil er natten til torsdag styrtet ned i Det Japanske Hav efter at have tilbragt længere tid i luften end nogen af Nordkoreas tidligere prøveaffyringer.
Det siger Japans forsvarsminister, Gen Nakatani, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Nordkorea affyrer regelmæssigt missiler ud over Det Japanske Hav. Landet selv omtaler det som prøveaffyringer, mens internationale observatører mener, at det reelt set er landets leder, Kim Jong-un, som spiller med musklerne.
– Det havde den længste flyvetid af noget missil indtil videre, siger General Nakatani.
Informationerne om missilet blev allerede onsdag aften opsnappet af sydkoreanske efterretninger.
Militæret meddelte ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man mente, at der var tale om et interkontinentalt missil, og at man forventede, at det ville lande i Det Japanske Hav efter midnat.
Japans kystvagt bekræftede kort før klokken 01.00 natten til torsdag, at missilet var styrtet ned.
Det blev ikke meldt klart ud, hvor missilet styrtede ned, men man havde på forhånd regnet ud, at det formentlig ville ske omkring 300 kilometer vest for den japanske ø Okushiri, som ligger vest for Japans nordligste ø, Hokkaido.
Nordkorea lancerede sidste år dets nye missil, som det har varslet i flere år, Hwasong 18.
Missilet kan ifølge Nordkoreas militær monteres med nukleare sprænghoveder og flyve på fast brændsel i stedet for flydende brændsel, som benzin.
Det betyder, at man kan lagre missilerne med brændstof og affyre dem med kortere varsel, fordi de ikke skal tankes op inden brug.
Missilet kan ifølge Nordkoreas egne myndigheder ramme mål på landjorden op mod 15.000 kilometer væk. Står det til troende, vil Nordkorea kunne dirigere dets missiler mod ethvert punkt på USA’s fastland.