Narkosag: To mænd skal i fængsel i 23 år tilsammen

En 21-årig mand en 24-årig mand blev mandag begge dømt for produktion og besiddelse af kilovis af hård narko.

Den 21-årige mand er fra Sønderborg, og han blev idømt fængsel i 14 år. Han havde produceret 27,6 kilo amfetamin i et sommerhus på Sydals. Desuden blev han dømt for besiddelse af 20 kilo amfetamin og et kilo kokain. Domstolen vurderede, at han ville sælge stofferne videre.

Medgerningsmanden er 24 år og fra Haderslev. Han fik ni års fængsel for at have medvirket til produktionen.

Ifølge politiets hjemmeside udbad den 21-årige sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen på 14 års fængsel. Den 24-årige nægter sig skyldig, og han ankede på stedet sin dom på ni års fængsel til Vestre Landsret.

Endnu en medgerningsmand er sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Ham er der ikke faldet dom over endnu.