Motorvejsspor spærret efter uheld: Lastbil og skiltevogn involveret

Et uheld på Motorring 4 i nordgående retning i motorvejskrydset Vallensbæk betyder, at et spor er spærret.

Det oplyser Vestegnens Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12:42.

Ifølge politiet er en lastbil og en skiltevogn involveret i uheldet.

Det ene spor i retning mod Ballerup er blevet spærret.

Vejdirektoratet oplyser, at Motorring 4 er spærret i retning fra Ishøj mod Ballerup ved motorvejskryds Vallensbæk.

Derfor ledes trafikken ind på Holbækmotorvejen i retning mod København.

Bilister kan derfor med fordel køre fra på frakørsel 3 Vallensbæk N og på igen mod Roskilde.

Vejdirektoratet oplyser, at det er forventet, at der bliver genåbnet på stedet i løbet af eftermiddagen.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne personer i forbindelse med uheldet.