Motorcyklister kørte for kræftramte børn: Så mange penge samlede de ind

Kræft er ikke en sygdom, der er rar for nogen. Men det er trods alt værst, når den rammer børn.

Derfor gennemførte Stig Sølvhøj og hans slæng fra Hunters MC lørdag løbet Idas Run, hvor de i samarbejde med Børnecancerfonden samlede penge ind til kræftramte børn.

Navnet Idas Run er opkaldt efter Ida Trøstrup fra Korsør, der døde af kræft i 2021 i en alder af bare syv år.

Nu kan regnskabet gøres op, og det lykkedes for motorcyklisterne at indsamle 19.650 kroner til Børnecancerfonden.

LÆS OGSÅ: For et år siden døde lille Ida af kræft: Motorcyklister kører og samler ind til andre børn

Det er penge, som kan forsøde tilværelsen for de børn, der er så uheldige at være ramt af den onde sygdom.

På billederne her på siden kan du se billeder fra lørdagens tur, der løb fra Dragør til Idas hjemby, Korsør, via Hedehusene og Slagelse.