Midt om natten: Psykisk syg røvede tankstation

En 48-årig mand røvede natten til tirsdag en kiosk på en tankstation i Viby J.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

En mand kom klokken 03.25 ind i kiosken og havde sagt, at han havde en kniv i lommen, og at ekspedienten skulle udlevere pengene fra kassen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Gerningsmanden fik nogle tusinde kroner i kontanter. Derefter løb han ud af kiosken. Udenfor stod en kunde, der så, at røveren løb ind ad en dør til en opgang i en bygning tæt på tanken. De oplysninger gav kunden til den første patrulje, der dukkede op, og da betjentene gik ind i opgangen, traf de en 48-årig mand, som sad på trappen.

Han svarede nøje til et signalement, som politiet havde fået af ekspedienten. Ved siden af manden stod en pose med alle de stjålne penge i. 

Den 48-årige blev anholdt og sigtet for røveri, og tanken fik alle sine kontanter retur. 

Da den 48-årige har en tidligere foranstaltningsdom, blev han genindlagt på psykiatrisk afdeling.