Bil kører ind i to personer ved Tivoli i København: Føreren af bilen er anholdt

Der skete fredag aften et færdselsuheld mellem Københavns Hovedbanegård og Tivoli i det centrale København, hvor en personbil påkørte to personer. Den ene er de to påkørte blev ligesom føreren af bilen kørt på skadestuen. Han blev senere anholdt.

Hovedstadens Beredskab skrev i første omgang på Twitter:

“Bernstorffsgade/Hovedbanegården. HBR møder talstærkt frem på meldinger om alvorligt færdselsuheld med bil påkørt fodgængere.”

Senere lød det:

“Tilbagemelding fra Indsatsleder: Bernstorffgade er total afspærret. Vi assisterer akutberedskabet med behandling af tilskadekomne. Hændelsen vil nok vare 30 minutter endnu og inden vejen er åben.”

Ifølge bt.dk blev føreren af bilen kørt på skadestuen sammen med den ene af de påkørte. Den anden er tilset på stedet.

“Vi er ved at klarlægge, hvordan det (uheldet, red.) kunne ske ved at tale med vidner ude på stedet,” siger Jess Voldager, vagtchef, Københavns Politi.

Presse-fotos.dk er vidende om, at begge de påkørte er kvinder.

På Twitter skrev Københavns Politi senere:

“Vi er til stede på Bernstorffsgade ved Hovedbanegården, idet en mand kl. 2030 formentlig mistede herredømmet over sin bil, og ramte to personer. De påkørte er lettere tilskadekomne. Føreren af bilen er anholdt. Vi efterforsker fortsat sagen.”