Masser af politi jagter mand efter brand: Er den påsat?

Politiet jagter en mand, som de mistænker for at have påsat den brand, der fandt sted i et sommerhusområde i Ølsted tidligere lørdag.

“Vi er massivt til stede med patr. og helikopter i Ølsted, Halsnæs Komm, idet vi eftersøger en mist. til ildspåsættelse i det sommerhus, som han er bruger af,” skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

LÆS OGSÅ: Kraftig brand i sommerhus i Ølsted

Politiets signalement af manden er:

30 år, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, sort kort hår, iført sort tøj medbringende rygsæk.

Nordsjællands Politi har tidligere over for Presse-fotos.dk bekræftet, at sommerhuset er nedbrændt.

Politiet skriver desuden på Twitter, at manden taler dansk med accent. Han skønnes ikke at være farlig, men politiet opfordrer til, at man ringer 114, hvis man ser en mand, der svarer til signalementet.

(Opdatering lørdag kl. 18.45: Nordsjællands Politi oplyser på Twitter, at den mistænkte brandstifter fra Ølsted er blevet anholdt i Københavns Politikreds. Politiet efterforsker sagen bredt og det forventes, at mistænkte fremstilles i grundlovsforhør søndag.)