Mand udsat for groft overfald: Politiet søger vidner

Den 18. februar blev en 45-årig mand udsat for grov vold lige ud for restaurationen No. 1 på Nørregade i Hirtshals.

Overfaldet skete, da den 45-årige mand forlod restaurationen, hvor han blev slået i hovedet med et glas eller en flaske og efterfølgende sparket flere gange i hovedet af en ukendt gerningsmand.

Siden overfaldet har politiet efterforsket sagen for at fastslå identiteten på gerningspersonen. Dog uden held.

Derfor leder politiet nu efter vidner, der så voldsepisoden i Hirtshals eller har viden om sagen. Særligt personer, som kender gerningspersonens identitet opfordres til at kontakte politiet på 114.

“Det er helt uacceptabelt med den slags overfald på gaden. Offeret pådrog sig alvorlige skader i hovedet som følge af volden,” siger politikommissær Thomas Due Albrektsen og uddyber:

“Men den ansvarlige for volden skal stilles til regnskab for sine handlinger, og derfor søger vi nu aktivt efter flere vidner i offentligheden i håb om, at vi kan opnå et gennembrud i sagen.”