Mand fundet i skurvogn blev knivdræbt

Manden, som Københavns Politi søndag aften fandt død i en brændt skurvogn på Amager, var blevet dræbt af flere knivstik.

Det har en obduktion af manden påvist, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en 67-årig mand. Skurvognen, han blev fundet i, stod på et område på Frieslandsvej lidt uden for Dragør på den sydvestlige del af Amager.

– Der var fra begyndelsen tegn på, at vi kunne stå med en drabssag, og vi har iværksat en række efterforskningsskridt og tekniske undersøgelser på stedet. Den efterforskning fortsætter naturligvis, siger vicepolitiinspektør Brian Belling i pressemeddelelsen.

Presse-fotos.dk kunne mandag fortælle, at flere teknikere var på adressen for at foretage undersøgelser. Det kan du læse mere om her: Politi rykker massivt ud efter brand