Mænd smed cigaretskod og lommetørklæde: Det blev dyrt!

At smide et cigaretskod eller et papirs-lommetørklæde på åben gade kan sagtens blive en dyr affære.

Det erfarede to mænd fra Esbjerg tirsdag aften.

En patrulje så først en bilist smide et cigaretskod ud af vinduet. Patruljen standsede den 38-årige mand ved en benzintank på Storegade i Esbjerg. Her fik han en bøde på 1.000 kroner for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven. Efter loven er hans handling at regne som miljøsvineri.

LÆS OGSÅ: Arbejdsulykke i København: Person fastklemt

Kort efter stangede samme patrulje en bøde på 1.000 kroner ud til en 45-årig mand, der smed et papirs-lommetørklæde fra sig på Rolfsgade i Esbjerg.

“Man skal altså tænke sig om, når man skal skaffe sig af med sit affald”, siger Lene Scharff, politikommissær ved politiet i Esbjerg, til jv.dk

Hun mener, at bøderne er rimelige, fordi der ligger meget affald rundt omkring i byen. Og det er dyrt for Esbjerg Kommune at få det ryddet op.