En stor redningsoperation er lige nu i gang. De indledende meldinger lyder på, at mindst 12 mennesker er afgået ved døden
Tirsdag eftermiddag er det gået grueligt galt til søs, hvor redningsmandskab nu kæmper for at redde livet på flere mennesker, mens 12 personer allerede meldes døde.
De 12 mennesker er migranter og er døde, efter at en båd er forulykket i Den Engelske Kanal.
Det meddeler Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, på det sociale medie X.
To mennesker er savnet, mens flere er kommet til skade ved det “forfærdelige forlis”, tilføjer han.
Darmanin er tirsdag eftermiddag på vej til ulykkesstedet nær byen Boulogne-sur-Mer. Det skriver den franske tv-station BFMTV i en liveblog.
Sky News skriver, at en stor redningsaktion er i gang. Ifølge det franske medie France 3 var der mindst 100 mennesker om bord på båden.
Der er dog uvished om omfanget af redningsoperationen.
Nyhedsbureauet Reuters har skrevet, at myndigheder forsøger at redde over 50 mennesker.
France 3 har rapporteret, at båden sank omkring klokken 11.30 lokal tid, og at redningsoperationen også er foregået via luften.
Tusindvis af migranter krydser årligt Den Engelske Kanal, farvandet mellem Frankrig og England, for at komme til Storbritannien fra det europæiske fastland.
Alene i de seneste syv dage er der ankommet mere end 2000 mennesker til Storbritannien i små både. Det viser tal fra den britiske regering ifølge Reuters.
Ifølge Den Internationale Organisation for Migration, IOM, har mindst 189 migranter mistet livet i Den Engelske Kanal mellem 2018 og 19. august 2024.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lovede sidste uge hinanden, at landene blandt andet ville øge samarbejdet om migration og gøre mere for at sætte ind over for menneskesmugling.
/ritzau/<