09. sep. 2022 - 14:32

Lastbil og personbil i alvorligt uheld: ‘De kæmper med at få en person ud af bilen’



Der er netop sket et voldsomt færdselsuheld mellem en bil og en lastbil i Svaneke – brandvæsenet har angiveligt klippet mindst en person ud af en væltet personbil

Fredag eftermiddag klokken 13.45 fik Bornholms Politi og Bornholms Brandvæsen en anmeldelse af et færdselsuheld i krydset mellem Ibskervej og Oksemyrevejen i Svaneke på Bornholm.

Her skulle en personbil og en lastbil være stødt sammen, hvorefter bilen er væltet om på siden og nu ligger i kanten af vejen. Anmeldelsen lød på, at mindst en person var fastklemt i bilen.

Den udmelding bekræfter Presse-fotos.dks fotograf.

”Det ligner, de stadig kæmper med at få en person ud af bilen, to skulle være kommet ud. Der er netop ankommet flere ambulancer, så jeg nu tæller mindst to ambulancer, en akutlægebil, to brandbiler og en politibil,” fortæller han fra stedet.

SE OGSÅ: NYE OPTAGELSER: CHOK MIDT I MADEN – VOLDSOM BILJAGT OG ANHOLDELSE UNDER MIDDAGEN

Presse-fotos.dk har kort været i kontakt med Bornholms Politi. Politikredsen var dog kun netop ankommet til ulykkesstedet og kunne derfor endnu ikke udtale sig meget om ulykken. Derfor kan vi endnu ikke med sikkerhed fastslå noget om uheldets omfang eller tilstanden på de implicerede.

Billederne viser dog en personbil, der ligger på siden og en lastbil, der holder i kanten af vejen.

OPDATERING KLOKKEN 14.45:

Ifølge politiet er ulykken sket, da personbilen kørte ind i siden på lastbilen. Bornholms Politi oplyser, at der ikke umiddelbart er alvorlig personskade, men chauffør og passager er kørt til behandling på akutmodtagelsen.

OPDATERING 15.01:

Bornholms Politi oplyser nu, at der er ryddet op efter uheldet, og der igen er fri passage.