Læge udnyttede eksmands oplysninger: Udskrev medicin til eget misbrug

En læge er blevet idømt 30 dages betinget fængsel i en sag om stillingsmisbrug. Samtidig frakendes hun retten til at arbejde som læge i to år.

Dommen er blevet afsagt onsdag af Retten i Odense.

Kvinden har erkendt det, hun var tiltalt for. Nemlig at hun udnyttede sin ekspartners personlige oplysninger til at udskrive beroligende og smertestillende medicin i hans navn, hvilket hun så selv afhentede og tog.

I byretten har den 41-årige kvinde forklaret, at hun havde sygdom inde på livet, som gjorde, at hun havde brug for medicinen.

– Hun kunne så ikke udskrive det i sit eget navn, så hun udskriver det i sin tidligere partners navn, refererer senioranklager Stefan Kristensen, der mødte for anklagemyndigheden i retten.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Illustrationsfoto

Der var tale om receptpligtig medicin af typerne morfin og benzodiazepiner, som hun afhentede og indtog 71 gange fra 1. august 2020 til 24. juni 2021.

Det førte til, at det offentlige gav et sygesikringstilskud på samlet 7899,15 kroner for medicinen på et urigtigt grundlag. For dette var lægen tiltalt for at have afgivet urigtige oplysninger over for flere apoteker.

Stefan Kristensen argumenterede i retten for, at hun skulle idømmes 60 dages ubetinget fængsel samt frakendes retten til at arbejde som læge. Det var i hans øjne det rette niveau henset til sagens alvorlighed.

Omvendt mente forsvareren, at sagen skulle afsluttes med dagbøder, og at kvinden ikke skulle rettighedsfrakendes.

Denne sommer er en ny regel i straffeloven trådt i kraft. Den betyder, at man kan få en rabat i straffen, hvis man tilstår, ligesom kvinden har gjort det.

Og Retten i Næstved valgte at udmåle en straf, der lå mellem forsvarerens og anklagerens påstande. Den idømte hende 30 dages betinget fængsel og frakendte hende retten til at arbejde som læge i to år.

Straffen skal ikke afsones, så længe hun ikke begår ny kriminalitet inden for en prøvetid på et år.

Lægen har anket strafudmålingen.

Dermed skal landsretten vurdere sagen – ikke om hun er skyldig, for det står fast – men alene hvilken straf det skal føre til, og om det skal koste hende retten til at arbejde som læge i en periode.

I en anden alvorlig sag, er en mand onsdag blevet dømt for seksuelle overgreb mod mindreårige drenge. Han fandt blandt andet sine ofre i det populære spil Fortnite.