31. mar. 2023 - 10:37

Kvinde hastet til hospitalet efter alvorlig ulykke: Undgik rådyr



En kvinde undgik et rådyr under kørslen og endte i en ulykke. Hun er nu alvorligt tilskadekommen og hastet til Odense Universitetshospital

Fredag klokken 08.59 har Fyns Politi fået en anmeldelse om et færdselsuheld på Rødeladsvej i Gudbjerg.

Her var en kvindelig bilist kommet kørende, da et rådyr pludselig sprang ud foran hende på vejen.

Kvinden undveg rådyret, men endte ude i grøften af vejen, hvor hun kørte ind i et krat og nogle træer, oplyser Fyns Politi.

“Det viser sig, at hun sidder fastklemt. Der er mistanke om, at hun har brækket noget, og beredskabet har svært ved at få hende ud,” siger vagtchef ved Fyns Politi Henrik Krøjgaard til B.T.

SE OGSÅ: UNG MAND FIK AMPUTERET BEN EFTER KNIV- OG PISTOLOVERFALD

Kvinden er nu kørt med ambulance til Odense Universitetshospital, hvor hun er blevet indlagt.

Hun er alvorligt tilskadekommen, men er ikke i livsfare. Hendes skader er behandlingskrævende.

Brandvæsenet har været på stedet, hvor de har skåret kvinden fri af bilen og stået for den øvrige oprydning. Vejen var i perioden spærret.