Kvinde blev drugget på københavnsk natklub

Arkivfoto

To 35-årige mænd bliver nu stillet for en dommer, hvor de er tiltalt for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter ved at have drugget en kvinde på en københavnsk natklub

Den 10. januar 2023 på natklubben Soho House på Havnegade i København K blev en kvinde udsat for såkaldt ‘drugging’, da to 35-årige mænd puttede stoffer i hendes drink uden hendes kendskab.

Siden den 28. januar har de begge siddet varetægtsfængslet, men nu melder anklagemyndigheden ud, at sagen er berammet ved Københavns Byret.

De to mænd kommer således til at stå over for en dommer den 15. maj og vil søges at føres som en tilståelsessag.

Det kvindelige offer blev efter natten den 10. januar testet positiv for amfetamin og metamfetamin.

Det var efterforskningen, der 18 dage efter førte til mændenes anholdelse og senere varetægtsfængsling.

De to mænd er tiltalt for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Ved deres anholdelse var de sigtet for grov vold.

SE OGSÅ: FILIPPA-SAGEN: 32-ÅRIG SIGTET FOR VOLDTÆGTER