Kutter tog vand ind: Sunket ved bådebro

Onsdag eftermiddag er Nordvestjyllands Brandvæsen rykket ud på Skive Havn, efter de har modtaget en anmeldelse om, at en 50 fods kutter har taget vand ind, og at man derfor frygtede, at den ville gå på grund.

Jan Nygaard Christensen, som er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen – Skive, fortæller, at kutteren er sunket ved en bådebro i Skive Havn.

– Den er sunket ved bådebroen, og vi er nu ved at sikre, at der ikke kommer olieudslip. Derfor har vi lagt en flydespærring omkring den, så der ikke er fare for forurening, siger indsatslederen onsdag aften til Presse-fotos.dk.

– Vi er nu ved at undersøge, om det kan lade sig gøre at hæve kutteren, men det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, siger han videre.

Det er endnu uvist, hvad der er årsagen til, at kutteren begyndte at tage vand ind.