
Køge Festuge har lavet en plan for, at programmet lørdag aften kan gennemføres.
Fredag måtte koncerten med Joey Moe aflyses, fordi der kom for mange mennesker på for lidt plads. Men lørdag satser arrangørerne på, at de kan gennemføre det planlagte program.
Arrangørerne har lavet en plan for, hvordan de vil undgå ophobning af mange mennesker ved indgangspartiet, samtidig med en mere smidig afgang fra pladsen. Vi har et godt samarbejde med folkene bag festugen, og vi tror på, at det kan sikre en mere smidig afvikling af de mange mennesker, der vil til og fra pladsen”, siger vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, Søren Danielsen, i en pressemeddelelse
Festugen øger antallet af vagter, der skal hjælpe med afviklingen, og politiet har tilpasset sin bemanding i forhold til de situationer, der kan opstå.
LÆS OGSÅ: Køge Festuge stoppet og alle gæster hjemsendt
Ved at etablere en bufferzone frem mod indgangspartiet til Lovparken, undgår man, at der stimler sig mange mennesker sammen på for lidt plads. Samtidig vil politiet sammen med safetyværter sørge for at give besked til de gæster, der befinder sig længere væk fra pladsen om, at de skal undgå at søge ned mod stedet, hvis pladsen allerede er fyldt op.
”Det vigtigste er, at folk de er opmærksomme på skiltningen og på de anvisninger, de får fra politi og arrangører og retter sig efter dem, så vi kan sikre en god og sikker afvikling af festugen. Og at man har forståelse for, at pladsen ikke kan rumme flere end de 11.000 gæster, der var til koncerten fredag”, siger Søren Danielsen.
Presse-fotos.dk søger freelancefotografer i Køge-området. Send en mail til foto@presse-fotos.dk hvis noget for dig. Mærk mailen ‘Køge’.


