21. jun. 2022 - 10:27

Knivstikkeri i København: Mand i kritisk tilstand



Politiet har netop fået en anmeldelse af et knivstikkeri i Købehavn. En mand er sendt i kritisk tilstand på hospitalet

Københavns Politi er lige nu massivt tilstede i Holmbladsgade i Københavns S, efter en mand er blevet stukket ned omkring klokken 10.00.

“Der er rigtig mange blå blink, politibiler og en masse betjente, der står og snakker. Vejen er lukket helt ned. Tre politimotorcykler, to kassevogne og tre politibiler fyldt med politifolk, holder her,” fortæller Presse-fotos.dks fotograf fra Holmbladsgade.

SE OGSÅ: ALVORLIGT FÆRDSELSUHELD PÅ VESTEGNEN: ‘EN MOR GÅR RUNDT BLANDT BETJENTENE OG GRÆDER’

Offeret for knivstikkeriet er netop blevet hastet til hospitalet i kritisk tilstand.

“To politimotorcykler og en politibil har lige eskorteret en ambulance og en lægebil væk,” fortæller Presse-fotos.dks fotograf.

Den oplysning bliver også bekræftet af Københavns Politi.

SE OGSÅ: UHYGGELIG VIDEO VISER KNIVDRAB PÅ 31-ÅRIG

En 30-årig formodet gerningsmand er anholdt.

Københavns Politi oplyser, at det ikke tyder på, at knivstikkeriet er banderelateret.

Hele Holmbladsgade var tidligere afspærret, men politiet har siden hen åbnet mere op. Derfor gælder afspærringen kun på Holmbladsgade mellem Østrigsgade og Carlsgade.

Opdatering 11.59:

Hele Holmbladsgade er igen åben for færdsel, oplyser Københavns Politi.

OPDATERING 22/06 KLOKKEN 11.00:

Københavns Politi oplyser på Twitter, at den 30-årige mand, man formoder har stukket med kniven, er blevet varetægtsfængslet i surrogat i 27 dage efter et grundlovsforhør.