En ung mand er kommet til skade, efter at han søndag aften blev stukket med kniv på Storegårdsvej i Brønshøj i det nordvestlige København.
“Vi får en anmeldelse og sender flere styrker dertil. En person er blevet stukket indtil flere gange, men han er i stabil og ikke-kritisk tilstand,” siger vagtchef hos Københavns Politi, Martin Kajberg, til presse-fotos.dk
Vagtchefen tilføjer,. at offeret er på vej på hospitalet for at blive tilset.
LÆS OGSÅ: Politiet efterforsker knivstik: 26-årig kommet alvorligt til skade
“Jeg kan også fortælle, at vi har anholdt en person, som vi mistænker for at være gerningsmanden,” siger han.
Motivet kender politiet dog ikke, og de ønsker ikke at opgive alderen på hverken offeret eller den mulige gerningsmand.
Området i Brønshøj er i skrivende stund afspærret af politiet.