Kathrine er forsvundet: Politiet giver op!

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag indstillet eftersøgningen af en 41-årig kvinde, som ikke er set, siden hun tirsdag morgen forlod sit hjem i Bryrup i Silkeborg Kommune.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum.

TV2 Midtvest skriver, at 16 sporhunde og 24 politifolk torsdag har ledt efter kvinden.

Herudover har en helikopter fra Forsvaret og to hold med droner deltaget i eftersøgningen, skriver TV2 Østjylland.

LÆS OGSÅ: Politiet gennemsøger skov-område med hunde: Hvor er Kathrine?

Eftersøgningen er indstillet, da politiet ikke har flere spor at gå efter.

Eftersøgningen kan dog påbegyndes igen, hvis for eksempel sneen smelter. Der er nemlig mulighed for, at den 41-årige kvinde ligger død under sneen.

Tidligere torsdag sagde politiet, at det ville begynde at stemme dørklokker i de huse, der ligger i området.

Håbet var, at nogen havde set noget eller havde noget videoovervågning, der kunne gøre politiet klogere på, hvor kvinden er gået hen.

Den indsats har ikke båret frugt, men hvis politiet får nye spor i sagen, kan eftersøgningen genoptages.

Politiet holder fast i, at der ikke er noget, som indikerer, at der er begået en forbrydelse.

Efter den 41-årige kvinde forlod sit hjem blev hendes bil fundet nord for Bryrup.

LÆS OGSÅ: Hendes bil er fundet: Men hvor er Kathrine?

Bilen var låst, da politiet fandt den, og det er ikke en model, som låser automatisk, når man går væk fra den med nøglen, siger efterforskningsleder Peter Justesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Ifølge politiet er bilen en sort Huyndai i10 – årgang 2015.

Da kvinden forlod sit hjem tirsdag morgen, var hun ifølge politiet iført en kraftig, lyserød eller lilla striktrøje med høj hals.

Derudover havde hun sorte, stramme bukser på og lange, brunlige vinterstøvler med hvidt plys på toppen og snørebånd hele vejen ned.

Kvinden har formentlig ikke nogen jakke på, har politiet tidligere oplyst på X.

Foto: Politiet